Saunaklub tillader badetøj efter lang debat - formand går af
Det bliver i fremtiden tilladt at have badetøj på i saunaen i en meget omtalt vinterbadeforening i Silkeborg.
Medlemmerne i Sauna- og Vinterbadeforeningen Almind-Wellet i Silkeborg har accepteret kommunens krav om at tillade badetøj i klubbens sauna.
De har søndag eftermiddag stemt for nye regler, der afskaffer en meget debatteret regel om, at man skal være nøgen i foreningens sauna.
Fremover må man være iført badetøj. Det oplyser TV 2s reporter på stedet.
Netop dét var et krav fra Silkeborg Kommune, der ejer bygningerne, klubben har til huse i. Alternativt ville foreningen blive lukket, og aktiviteterne ville blive lagt over i et andet regi.
Men nu kan Sauna- og Vinterbadeforeningen Almind-Wellet altså fortsætte med at eksistere.
Beslutningen blev truffet med stemmer 152 for de nye regler, mens 75 stemte nej. 21 stemmer var ugyldige.
Læs også
Med de nye regler, der træder i kraft 1. oktober, må medlemmerne selv vælge, om de vil være nøgne eller ej.
Dermed slutter et langstrakt forløb med en ophedet debat internt i foreningen og mellem kommune og foreningen.
Formanden går af
I denne uge meldte klubbens formand, Søren Bøtker, ud, at han ville trække sig fra sin post, hvis medlemmerne ikke stemte for de nye regler, selvom han faktisk er imod dem.
Men på trods af, at medlemmerne har stemt for de nye regler, har han alligevel valgt at trække sig, fortæller han til TV 2s reporter ved generalforsamlingen.
Du anbefalede et ja, selvom du ikke synes, det var en god ide. Du ville i øvrigt trække dig, hvis det blev et nej. Nu blev det så et ja, men du trækker dig alligevel. Hvorfor?
- Det er overvejelser, jeg har gjort mig de seneste dage. Nu synes vi luften, den skal være renset. Den nye bestyrelse skal nu konstituere sig på ny. Jeg har stor tillid til at de nye får gjort et kæmpe stykke arbejde.
Hvad tænker du om de relativt mange nej-sigere?
- Det var forventeligt. Jeg synes jo stadig også, at det er forkert, så vidt jeg ved, er vi Silkeborgs største frivillige forening, og det er forkert at skrue på en knallert, der kører godt.
Hvordan har du det med, at det er endt, som det er endt?
- Jeg glæder mig bare til at hoppe i vandet og komme i sauna og sidde og slappe af
Med eller uden badetøj?
- Jeg sidder der nok uden.